Optakt til kampen mod Ravnsbjerg/Løgstrup fredag aften
Ovenpå den vigtige sejr over Ulbjerg i tirsdagens opgør venter nu et andet mindst lige så vigtigt opgør mod R/L. Efter en katastrofal start på turneringen, hvor de tabte 8-0 til Bjerringbro og ikke kunne stille hold til kampen mod Ulbjerg ligner det et mandskab der har fundet sig selv og er ved at komme efter det. De seneste 3 kampe har givet et afkast på 3 sejre og dermed vist sig som et hold man igen skal tage seriøst efter en del panderynker i starten.
Skals skal fortsætte med at holde fast i momentum efter to gode kampe mod hhv. Eastside og Ulbjerg og fortsætte den pointmæssige stime holdet er inde i. Selvom de foregående kampe har været rigtig gode så skal der ikke meget til at man falder fra tinderne, hvis man har en dårlig dag, og med så tæt en pulje, hvor kun Eastside og NUGF skiller sig ud, sidstnævnte har drillet flere af de store hold og har manglet marginalerne så spørgsmålet er vel egentlig bare, hvornår deres pointhøst starter.
Derfor er det hamrende vigtigt at kampe som man så mod Ørslevkloster ikke kommer igen, for så er positionen som førerhold truet. Skals kan derimod med en sejr ligge afstand til R/L på 9 point, hvilket vil konsolidere holdet i toppen, hvor det forventes at Bjerringbro med deres næste to kampe indkassere 6 point. Derfor er det vigtigt at Skals holder forspringet til Sydviborggenserne inden det næste indbyrdes opgør i Skals.
Ydermere går vi en årstid i møde, hvor vejret kan spille en afgørende rolle i afviklingen af fodboldkampe, hvor Skals' ønskede spillestil kan komme på prøve. Der vil det være godt at have så mange point som overhovedet muligt så kampene kan gribes an på bedst mulige måde.
Men inden vi kommer så langt så er det kampen mod R/L der er vigtigst og der er rigtig mange spørgsmål der kan besvares efter kampen på fredag.
Kampen fløjtes i gang på Seier park klokken 18:00