Skals møder KK07 med kniven for struben
Med 4 kampe tilbage af sæsonen begynder det at spidse til, for 6 måneder siden kæmpede man med om playoffpladsen til serie 2, som man smed ude i Sparkær efter 2-2 resultatet som den sidste kamp i efteråret. Nu spiller man om at slippe væk fra playoffpladsen om en plads i serie 4 - tingene kan gå hurtigt i fodbold, og især på dette niveau, hvor serie 3 i foråret har været stærk, med mange gode hold og ikke mindst spillere i rækken. Skals har ikke gjort det nemt for sig selv, ved at være uhyre uskarpe, og samtidig er holdet begyndt at åbne op for sluserne nede bagi, hvor målene i de seneste kampe er haglet ind. Selvom det lyder voldsomt, har Skals på intet tidspunkt været helt væk - det har ganske enkelt været for nemt at score i mod Skals.
Kampen lørdag eftermiddag, er uhyre vigtig. inden kampen er der 7 points forskel - med 12 point mere at spille om - vinder KK07 kan Skals ikke længere hente dem. Og dermed har de sikret sig en billet i serie 3 efter sommerferien. Løgstrup møder Bruunshåb, som på mange dage, ligner en Løgstrup sejr, og så er de væk, dermed vil der kun være kampen om direkte nedrykning tilbage at spille om som kan blive en drabelig duel, når Skals møder Bruunshåb tirsdag aften.
Skals kan med en sejr, spille sig tættere en redning, som man kan følge op på i kampen mod netop Bruunshåb tirsdag aften, hvor man hvis sol, vind og stjerner står lige, kan være 1 point efter morgendagens modstander med 2 runder tilbage og det vil skabe fornyet spænding i rækken. Men før man kan drømme så langt, så skal der allerhelst 3 point på kontoen i morgen.
Sidste gang Skals og KK07 mødtes, var det et intenst opgør, hvor begge hold jagtede sejren i den uafgjorte affære, hvor KK07 kom foran 1-0 og flere gange demonstrerede, hvor dygtige de var til at spille på targetman og vinde deres nærkampe. Dermed er det ikke en let kamp Skals ser frem i mod, hvor Skals skal forsøge at spille kampen på deres præmisser, med bolden langs jorden og med massere af løbevillighed. Optakten til kampen har været god, udover mandagens nederlag i Løvel har man fulgt godt på med en god træning torsdag, efterfulgt af et lille arrangement, der involverede de to P'er - Pølser og Paradise Hotel, hvor man hepper på den lokale helt Mads Holmgren, der lige nu er TV-aktuel i Viaplays store TV-succes.
Ikke desto mindre, er det 14 spillere der er klar til at gå på banen og give alt, hvad de har i jagten på 3 point, på måske sæsonens bedste bane, efter en god mængde regn og nyklippet bane - der indbyder til fodbold, så mangler vi bare at håbe på at det holder tørvejr i morgen eftermiddag.
Kampen fløjtes i gang 15:30 - Vi ses!