Det er svært at finde ordene, når et ungt liv slukkes så uretfærdigt tidligt. Vi har mistet meget mere end en spiller. Vi har mistet et ungt menneske, der med sin tilstedeværelse gjorde os andre bedre – både som mennesker og som hold.
Vores offensivspiller, vores nummer 27, var ikke bare en del af holdet; han var en del af hjertet i vores fællesskab. Når han stod på banen, gik han ofte forrest med fight, ild i øjnene og målnæse, som netop beskrev Marcus på én fodboldbane. Han spillede med overblik, mod og en næsten egen måde at forstå spillet på. Der var en særlig glæde i hans øjne, hver gang bolden lå for fødderne af ham – som om han var præcis dér, han hørte hjemme.
Men det, vi vil savne allermest, skete uden for stregerne. Hans smil, som altid dukkede op, når man mindst forventede det. Hans humor, der kunne få selv de tungeste dage til at føles lettere. Han havde en naturlig evne til at knytte mennesker sammen. For ham handlede fodbold ikke kun om sejre – det handlede om fællesskab, om at passe på hinanden og om at stå stærkt som gruppe, både på og udenfor banen.
Nummer 27 var ikke bare et nummer. Det var et symbol på hans identitet – hans kampvilje, hans kærlighed til sporten og hans engagement i alt, hvad han gjorde. For mange af os vil det for altid være forbundet med hans varme grin, hans hårde arbejde, når tiden var til træning og kamp, og de små øjeblikke, hvor han – uden at gøre væsen af sig, løftede andre.
Men hans betydning rakte langt ud over banen. Han var også den, der stillede op, når andre havde brug for hjælp. Den, der frivilligt tog rollen som hjælper, tidtager og dommer til Skals Cup – år efter år, med et smil på læben. Det var kendetegnende for ham. Han gjorde tingene af hjertet. Han var ikke bare en, der deltog; han var en, der løftede fællesskabet. Børnene elskede ham, forældrene stolede på ham, og Skals FF vidste altid, at de kunne regne med ham. Hans engagement der fortæller alt om den person, han var.
Det er hårdt at acceptere, at vi ikke længere skal høre hans stemme i omklædningsrummet, mærke hans håndtryk før en kamp eller se ham føre bolden fremad med den selvtillid, som var blevet hans kendetegn. Men i stedet for at lade sorgen stå alene, vil vi forsøge at bære alt det, han gav os, videre: sammenholdet, glæden, kampen og kærligheden til spillet.
Vi vil savne ham dybt – mere end ord kan beskrive. Men hans aftryk vil leve videre i hver eneste kamp, i hver træning, i hver tanke om, hvorfor vi spiller fodbold: fordi det skaber bånd, og fordi mennesker som ham gør hele forskellen.
Æret være hans minde.
Nummer 27 for altid i vores hjerter.
På klubbens vegne
Niels Erik Mogensen
Formand
